Archive for the ‘Omtale’ Category

Pris til Yallahrup

Friday, June 13th, 2008

Vi får en hel del fin omtale for tiden. Vi har knapt nok redet stormen omkring Miss Tørklæde 2008 af (som også fik en hel del international opmærksomhed) før vi igen markerer os.

Denne gang er det vores site for Yallahrup Færgeby, DR2’s julekalender fra sidste år, der har vundet prisen for bedste netunderholdning ved Mediernes Internetprisden danske internetbranches svar på pladenbranchens DMA. Altså en fest hvor branchen klapper sig selv på skuldrene, dyrker lidt gruppeonani og fortæller hinanden hvor fede man er. Vi er selvfølgelig pissestolte.

Her følger et sakseri fra DR Kommunikations artikel om prisen:

På dr.dk/yallahrup, der sikrede sig prisen for ’Bedste underholdning’ kan man blandt andet lave sin egen Yallahrup-sætning og sende den til sine venner, spille ’Orn’li syg streetfighter’, quizze, se afsnit fra Yallahrup og meget andet. Det benyttede mange sig også af, for dr.dk/yallahrup havde cirka to millioner besøg i juleugerne, og samtidig var dukkeserien et af de første eksempler på, at danskerne også gerne ser DRs programmer online i stor stil. I en periode foregik over 20 procent af seningen af programmet via dr.dk/yallahrup.

Det er Ungdomsredaktionen i DR Perspektiv, der har udviklet sitet, og her fremhæver redaktionschef Ulrik Skotte, at afdelingen har samarbejdet om hele processen, hvor man tidligere har hentet hjælp ude i byen.

Det var Frederik Dam Sunne og Lars Vilhelmsen, der modtog prisen på vegne af Ungdomsredaktionen, og i juryens begrundelse hed det blandt andet, at vinderen er underholdning med en kant af læring på sin helt egen måde.

“Det er skarpt, men rammer bredt og fik en stor del af den danske befolkning til at spille spil, se tv på nettet og ikke mindst tilegne sig mange nye sproglige udtryk. Samtidig tager vinderen fat på et altid aktuelt emne og sætter det i humoristisk perspektiv,” hed det i motiveringen.

Computerworld: DR satser på ny storhedstid for SKUM

Wednesday, November 28th, 2007

Nicolai Porsbo, chefen for dr.dk, har ladet sig interviewe af Computerworld. Han har bl.a. fortalt dem om en relancering af Skum i det nye år, og at det er tanken “at gøre brugernes MySpace- og FaceBook-profiler tilgængelige for andre via DR’s website.”

Man kunne foranlediges til at tro at vi bare rub og stub vil sætte fx. folks MySpace-profil ind på vores sider, men det er ikke helt det der er tilfældet. I hvert fald ikke ifølge vores ideer til et nyt Skum.

Helt grundlæggende er tanken at lade indhold flyde frit rundt på nettet – begge veje. Dvs. at vi både vil gøre eksternt indhold tilgængeligt på Skum, men i ligeså høj grad også gøre det let at (gen)bruge indhold fra Skum andre steder på nettet. Dette er ikke særligt nyt og revolutionerende. Det ligger egentligt i internettets natur.

Men det er først i de senere år at det er blevet let og tilladt, efterhånden som flere og flere sites stiller deciderede services og API’er til rådighed, netop fordi man rundt omkring på nettet har fået øjnene op for at det er fedt at dele og håbløst gammeldags at ville holde på sit eget og lukke sig sammen om sig selv.

Det er altså ikke en spejling af Facebook etc. vi vil lave på vores sider, men vi vil – i det omfang det et muligt (og ikke mindst tilladt) – give fragmenter fra resten af det store internet plads på Skum. For vi er ikke bange for at dele. Hverken med MySpace, Last.fm, Rejseplanen eller Arto, for den sag skyld.

Læg forresten mærke til hvordan Computerworld har illustreret artiklen med en flot 3D-rendering fra nyhedernes futuristiske gemakker i DR Byen. I stedet for at pynte artiklen med noget relevant (som fx. et screenshot fra dr.dk, eller et Skum-logo) har de valgt dette, som snildt kunne narre folk til at tro at et nyt Skum vil blive en fancy 3D-verden a la Second Life (Gud forbyde det).